PAPILLON-PHALENE – en dejlig lille hund, også kaldet Den Kontinentale dværgspaniel. Race-ren gennem århundreder, yndlingshund ved det franske hof for Ludvig d. 14’s raffinerede hofdamer og for de kongelige børn, kendt fra de samtidige malerier af kongelige personer. Kom for alvor til Danmark i 1956, og har nu endelig fået rigtig fodfæste blandt liebhavere.
En papillon eller phalène er en lille hund, aldrig dværgagtig, men med alle en stor hunds kvaliteter! Den er munter, venlig, intelligent, godt selskab for både unge og ældre.
En hund man kan have megen morskab og glæde af – og som næsten ingenting fylder!
De oprindelige hunde var hængeørede, (sådan som alle andre spaniel-racer), den variant man nu om dage kalder phalène (natsværmer). Da varianten med de stående ører opstod for ca. 100 år siden, blev man så begejstret for det opvakte udtryk, hunden derved fik, at man bevidst avlede på hunde med denne tendens. Hunden, hvis hoved hermed fik lighed med en sommerfugl med udslåede vinger, fik dermed slået sit tidligere etablerede navn papillon (sommerfugl) fast. Papillon havde man kaldt den på grund af de yderst letbevægelige øren, der omend hængende meget hurtigt skiftede stilling efter ydre påvirkninger, og hunden som helhed virkede dansende let og yndefuld som en sommerfugl.
Begge varianter er yndefulde mini-hunde, elegante og livsglade i både sind og optræden. De er harmonisk byggede og ifølge standarden omkring 28 cm. i skulderhøjde, det svarer til 3-5 kg. alt efter bygning og huld, kun en anelse længere end høj, på fine slanke ben. Størrelse kan variere en del, men generelt bør man gå uden om de alt for små og nipsede typer på under 2 kg.
Papillonen med de stående øren er den mest udbredte, men den hængeørede variant er stærkt på vej frem. Det er kun ørenes stilling, der skiller de to typer, der også godt må parres sammen. Det ses hyppigt, at der falder phalèner efter papillon-forældre og omvendt, og i de tilfælde kan hunden via en udstilling omregistreres til sin korrekte variant.
Fælles for begge skal ørerne være besat med lange yndefulde frynser, der fuldender indtrykket af en sommerfugl/natsværmer.
Også halen er med til at give indtryk af elegance – som en admirals hattepragt, bliver halen båret i en bue over ryggen.
Med hensyn til pelsen, er racen i en klasse helt for sig selv. Pelsen er glansfuld og silkeglat – uden underuld! skal ikke klippes eller trimmes, danner kun sjældent besværlige knuder – den skyr snavs og smuds, der simpelthen falder af, når pelsen tørrer. – På grund af sin nylon-agtige struktur er den såre nem at børste ren. Den er let at vaske – så ofte man ønsker det – lugter aldrig af “våd hund”, da huden ikke indeholder fedtkirtler som andre hunde – derfor virker pelsen altid tør og lækker. Da hunden som nævnt ingen underuld har der skal fældes forår og efterår – og på alle andre tidspunkter! – er fældningen meget beskeden, og de lange silkehår er uhyre lette at fjerne.
Hver hund er noget helt for sig selv, der er ikke to, der er helt ens. De findes i et utal af farve- og aftegningssvariationer fra lys gylden/hvid til sort/hvid. Man foretrækker at hunden er overvejende hvid med farvede aftegn. Uanset pelsfarve skal øjenrande/snude/læber være sorte, øjnene skal være så mørke som muligt.
Ufarvede pletter på snuden eller brun snude er en diskvalificerende fejl, der bør undgås. Hvalpe er dog ikke altid født med fuldt pigment, det kommer efterhånden.
Hvor på hunden aftegningerne sidder, er helt en smagssag, men en hvid blis på hovedet foretrækkes.
Papillonen er en robust lille hund, længelevende og meget modstandsdygtig overfor sygdomme. De ældre hunde har ikke udpræget tendens til fedme eller astma og bibeholder livet igennem deres legelyst. Hvis man tager de fornødne hensyn til sin hund, tåler den uden problemer både varme sommerdage og vinterkulde uden ubehag, og den behøver absolut ikke overtøj! – det ødelægger tværtimod pelsens isolerende evne.
Papillon og phalène føler sig lige godt hjemme på landet som i en bylejlighed.
Den elsker at udforske tingene, nysgerrig som den af naturen er: at jage fugle op, fange fluer og andre sommerfugle! eller blot at løbe bare for sjov og af livsglæde. Den motionerer gerne sig selv, men behøver ikke stor plads at røre sig på.
Den er nem at rejse med. Er den fra hvalp vænnet til en transportkasse, kan den gå med som håndbagage i stort set alle transportmidler.
Det er lærenemme dyr, intilligente hunde som de er, er det en sport og fornøjelse at lydighedstræne eller dyrke agility (en behændighedssport), og hjemme i stuerne læres alle mulige cirkustricks uden problemer.
Den Kontinentale Dværgspaniel er HUND hele vejen igennem – sådan foretrækker den det selv!
Det er hunden, der kun tager en lille plads op i rummet, men en meget stor i ens hjerte! Den vil elske og beskytte sin ejer og sine egne, så længe den lever